Nu vil jeg fortælle en lille historie

Nu vil jeg fortælle en lille historie

Der var engang en dreng, som var dårlig til at læse og skrive. Men det var der ikke nogen, som tænkte nærmere over, for det bliver nok bedre med tiden, men pludseligt var der gået 9 år i folkeskolen. Det var ikke blevet meget bedre, men drengen fik en læreplads, og kom igennem teknisk skole med hiv og sving. De teoretiske opgaver var en prøvelse, for han brugte alt for lang tid på at læse og forstå opgaverne.


Næsten 25 år senere volder stavning og læsning igen problemer, for nu ville hans 7-årige søn gerne have lidt hjælp til lektierne i dansk, sønnen ville også gerne have læst en historie engang imellem. Drengen, som efterhånden var blevet voksen, gik og irriterede sig over sine manglende danskkundskaber.

En dag stod han og snakkede med sin nabo, som de så tit gjorde, pludselig kigger naboen på uret og siger, at han har travlt, for han skal i skole. Med børnene? Nej jeg er startet på VUCs ordblindeundervisning, svarede naboen og gik. Her stod jeg så midt på fortovet, hvad var det nu for noget, for så galt var det jo heller ikke med ham Lars nabo. Jeg blev lidt nysgerrig, for det var måske også en mulighed for mig.

Et par uger efter sidder jeg til MUS-samtale på mit job, et af spørgsmålene, der blev stillet, var, om jeg havde nogle ønsker til efteruddannelse, jeg tager en dyb indånding og siger, jeg vil gerne blive lidt bedre til at læse og stave. Min værkfører og afdelingslederen siger ja det var da en mulighed, men de havde ikke nogle forslag til hvor sådan en undervisning kunne foregå. Så jeg måtte selv tage affære, jeg måtte en tur på nettet og kigge, så er det jo godt, at VUC er let at stave til.

Det var lidt grænseoverskridende at ringe til en person, som man ikke kender og spørge, om der var en mulighed for at få lidt danskundervisning. Hidtil har jeg ikke skiltet med, at jeg var dårlig til at stave og læse. Den flinke stemme i telefonen mente bestemt, at der var muligheder for sådan en som mig, så jeg skulle komme til en snak og en test 4 dage senere. Det var med sommerfugle i maven jeg gik op af trappen, men sommerfuglene forsvandt ret hurtigt, for her var en person, som forstod, hvad jeg gik og tumlede med. En time senere var det overstået og jeg var nu en af de der Voksne Uden Chancer, som mange af os, som ikke ved, hvad VUC i virkeligheden står for, har givet det som kælenavn. Jeg må sige at dette ”kælenavn” er blevet gjort til skamme, for jeg kan se, hvilken udvikling jeg har gennemgået, med den hjælp jeg har fået til mine danskvanskeligheder. Det var faktisk også helt rart at få stillet en diagnose, for det er nemt at sige, at man er ordblind. Der er faktisk mange, som kommer med positive tilbagemeldinger, når jeg har fortalt, at jeg er ordblind og får undervisning for at afhjælpe udfordringen.

Undervisningen starter helt fra bunden, det er ret godt, for så går det jo ret let til at starte med, og underviseren har mulighed for at se, hvad der volder problemer. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at der var nogle grundlæggende ting, som jeg ikke havde styr på, men det kom stille og roligt hen af vejen, jeg følte det lidt akavet at stave højt i kor eller at sidde med en iPad og høre bogstavslyde, men det virker, for det er jo fundamentet, og hvis det ikke er nogenlunde i orden, så bliver alt det, der kommer ovenpå ikke godt og stabilt. Det bedste ved VUCs ordblindeundervisning er at alle former for snyd (hjælp) er tilladt. Her drejer det sig om at bruge alt, hvad der er tilgængeligt, om det er hjælpeprogrammer til pc’en eller huskelister med ordklasser eller ens egne underlige huskeregler, og jeg har haft meget glæde af at dele mine huskeregler med de andre på holdet.

Det der irriterer mig mest er at jeg ikke kom i gang for mange år siden. Jeg er ret sikker på, at der går mange som mig og ikke har mod på at tage springet. Jeg fortalte en kollega om mit projekt, og 2 uger senere var han også i gang. Jeg er glad og lidt stolt over, jeg kan skrive en tekst som denne, det var ikke muligt for 2 år siden, jeg har brugt programmet CD-ord til at hjælpe mig med denne tekst. Så hvis i kender nogle som ikke er for skrappe til at læse og stave, så foreslå, at de skal prøve en omgang VUC. Det gør ikke ondt, og jeg er ret sikker på, at det ikke er skadeligt.

En stor tak til VUC Grindsted og ikke mindst underviseren.

Gert M. Jørgensen, Vorbasse