VUC-elever udstiller på
Esbjerg Hoved­bibliotek

Den 19. september - 29. oktober

VUC-elever udstiller på Esbjerg Hovedbibliotek

VUC Vests billedkunsthold præsenterer udstillingen ”The Treasure of the Hidden Pearl” på Esbjerg Hovedbibliotek fra den 19. september til den 29. oktober. En udstilling inspireret af den britiske kunstner Damien Hirst.

Ikke mange kunstnere har kunnet polarisere publikummet og kunstverdenen som Damien Hirst.

Han sprætter får op og hænger dem på kors som kristi. Han skærer en haj op og monterer den i gennemsigtige glasmontrer. Han lader insekter gnave i et afhugget kohoved. Er det kunst? Vil Hirst provokere for provokationens skyld? Vil han bare iscenesætte sig selv? Eller skal værkerne få os som beskuere til at tænke over livets - vores eget livs - forgængelighed?

Senest har Damien Hirst rusket op i kunstverden med udstillingen ”Treasures From the Wreck of the Unbelievable”. Udstillingen omfatter over 100 forskellige skulpturelle værker, der alle siges at stamme fra et skibsvrag. De har ligget på havbunden i flere hundrede år, de er mærket af patina, slitage og stød, og hver tænder de forskellige historier hos beskuerne.

Denne udstilling har inspireret tre billedkunsthold på VUC Vest til en historie og udstilling om ”The Treasure of the Hidden Pearl” på Esbjerg Hovedbibliotek. Eleverne har været meget engagerede i projektet og Maria K. Roug fra 18P, fortæller bl.a., at ”det har været spændende og udfordrende at lave sin egen fortolkning af et værk. Vi har været nødt til at tænke ud af boksen, hvilket har sat en masse kunstneriske tanker i bevægelse”.

Flere udstillinger på Hovedbiblioteket

”Med moderniseringen af hovedbiblioteket er der skabt plads til flere udstillinger af eksterne leverandører” fortæller Poul Høst Pedersen, teamleder for Medborgerskab og Kultur, Esbjerg Kommunes Biblioteker, og han fortsætter ”i forhallen vil man således fremover kunne finde udstillinger, som tager udgangspunkt i biblioteket som demokratisk arena, og vi vil præsentere elevkunst på højt og folkeligt plan fra forskellige skoler som i dette tilfælde med VUC Vest i Esbjerg, der har arbejdet med temaet: ”Skatten fra Esbjerg havn”

  • “The Treasure of the Hidden Pearl”

    Udstilling på Esbjerg Hovedbibliotek d. 19. sep. - 29. okt.  
    Udstillere: VUC Vest billedkunsthold