Spareforslag spænder ben for unges videre­uddannelse i Syd­vest­jylland

03.10.2018
Pressemeddelelse

Spareforslag spænder ben for unges videreuddannelse i Sydvestjylland

Pressemeddelelse:

Gymnasiale suppleringskurser i fare for at flytte væk fra lokalområdet

Der bliver talt på fingre i disse dage på VUC Vest i Esbjerg. Regeringen har nemlig lagt op til, at der skal spares på de såkaldte gymnasiale suppleringskurser – korte, intensive kurser, hvor unge kan tage de fag, de mangler for at komme ind på drømmeuddannelsen.

Hvis regeringens spareforslag bliver gennemført, er der oplagt risiko for, at VUC Vest kaster håndklædet i ringen og helt opgiver at udbyde gymnasiale suppleringskurser. Og eftersom der ikke er andre udbydere i området, vil unge i Sydvestjylland blive bremset i deres videre færd i uddannelsessystemet.

Billig fjernundervisning

I finanslovsforslaget for 2019, har regeringen lagt op til, at de gymnasiale suppleringskurser i højere grad skal foregå som fjernundervisning i stedet for almindelig klasseundervisning. Det er nemlig billigere at undervise de unge via et undervisningsprogram og en internetforbindelse frem for at skulle stille både klasseværelse og lærer til rådighed. Regeringen har regnet sig frem til, at det vil give en samlet besparelse på ca. otte mio. kroner om året på landsplan.

-Problemet er bare, at regeringen ikke har taget højde for, at VUC’er og gymnasier uden for de store byer har færre kursister. Rent økonomisk er vi langt mere sårbare for forslag, der så at sige vender undervisningsformen på hovedet, siger rektor for VUC Vest i Esbjerg, Frants Regel.

-Vi kan ikke tilbyde fjernundervisning, og vi kan ikke opretholde den traditionelle del af undervisningen med den økonomi, der er tilbage - små hold, mange fag, forringet økonomi. Det hænger simpelthen ikke sammen. Ergo må vi sandsynligvis lukke helt ned for de gymnasiale suppleringskurser, konkluderer Frants Regel

Flytte eller pendle

Det betyder, at unge, uddannelsesparate i Sydvestjylland enten må flytte eller pendle langt for at kvalificere sig til videreuddannelse. For eksempel til Odense eller Århus.

-Som skole kan vi i princippet være ligeglade. Vi skal nok overleve. Men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, at i år brugte 110 unge i Esbjerg deres sommerferie på at dygtiggøre sig her på VUC Vest. Vi har i alle årene prioriteret indsatsen, så vi har gennemført med selv små hold, for at sikre et lokalt tilbud. Men regeringens forslag vil gøre det uligt sværere for unge, der har uddannelses-ambitioner, men bor uden for de største byer i Danmark.

-Samtidig løber de unge ind i en anden mur. Vi ved af erfaring, at det er langt sværere at bestå et suppleringskursus via fjernundervisning end via traditionel klasseundervisning. Op mod 40 procent dumper rent faktisk. Det skyldes ikke mindst, at fjernundervisning er dårligt egnet til de meget intensive suppleringskurser, som typisk foregår henover 4-5 uger i sommerferien, forklarer Frants Regel.

For yderligere oplysninger, kontakt rektor Frants Regel, VUC Vest på telefon 76121774 eller mobil 29221336