Abdel Aziz Mahmoud på VUC Vest

22.02.2018

Abdel Aziz Mahmoud på VUC Vest

800 kursister og medarbejdere var mødt op for at høre Abdel Aziz Mahmoud fortælle om sit perspektiv på vellykket integration. På VUC Vest er der både danske kursister og kursister med anden etnisk baggrund, og foredraget gav nye perspektiver til den måde, vi tænker om hinanden på.

Torsdag, den 22. februar holdt Abdel Aziz Mahmoud foredrag for godt 800 interesserede kursister og medarbejdere på VUC Vest i Esbjerg. Abdel Aziz Mahmoud er bl.a. kendt som journalist på DR, fra dokumentarserien ”Familien på Lærkevej” og fra meningstilkendegivelser på de sociale medier.

Med sin bog ” Hvor taler du flot dansk” sætter han fokus på kulturmødet mellem danskere og mennesker med anden etnisk baggrund og bruger sin egen families historie som eksempel på en vellykket integration, trods vanskeligheder og fordomme i årenes løb.

Abdel Aziz Mahmoud fortalte engageret og åbenhjertigt med afsæt i sin bog om familiens stærke ønske om at blive en ligeværdig del af det danske samfund. Han slog fast, at en regering kan sætte rammer for integration, men det er, når naboer, kolleger eller klassekammerater lærer hinanden at kende, at den egentlige integration finder sted.

Abdel Aziz Mahmoud gav hårrejsende eksempler på, hvor grov og racistisk debatten kan være på de sociale medier. Han har ofte taget initiativ til personligt at mødes med nogle af sine værste kritikere for efterfølgende at få en dialog ansigt til ansigt.

Som uddannelsessted med både danske kursister og kursister med anden etnisk baggrund gav foredraget nye perspektiver til den måde, vi tænker om hinanden på. Mange kursister benyttede lejligheden til at købe et eksemplar af bogen og få taget et billede sammen med den kendte debattør. Archie Dag, der var en af de kursister, der fik taget billeder sammen med Abdel sagde efterfølgende om foredraget: ”Jeg synes, at foredraget var ganske inspirerende og motiverende for vores forståelse af integration set på en kritisk og god konstruktiv måde, som har sat sine moralske spor i ens sind.”

”Jeg synes, at foredraget var ganske inspirerende og motiverende for vores forståelse af integration set på en kritisk og god konstruktiv måde, som har sat sine moralske spor i ens sind.” - Archie Dag, kursist på VUC Vest