Frauke Siemer Jørgensen
bliver ny rektor på VUC Vest

Pressemeddelelse
Frauke Siemer Jørgensen bliver ny rektor på VUC Vest

Bestyrelsen for VUC Vest har på baggrund af en indstilling fra et enigt ansættelsesudvalg udpeget Frauke Siemer Jørgensen som ny rektor pr. 1. januar 2022, hvor nuværende rektor Frants Regel efter en årrække har valgt at gå på pension.

Frauke har været på VUC Vest i flere år og er i dag vicerektor, og hun har allerede en solid ledererfaring og indgående kendskab til skolen. Den tager hun med ind i sin kommende rolle som rektor, hvor hun sammen med erfarne og engagerede medarbejdere vil holde fokus på kerneopgaven med at opkvalificere og videreuddanne unge og voksne og give dem de bedste forudsætninger for at komme videre med uddannelse eller på arbejdsmarkedet.

Bestyrelsesformand Anette Nicolaisen er glad for, at beslutningen er faldet på Frauke, og hun fortæller:

”Det har været en grundig og intensiv ansættelsesproces, hvor Mercury Urval har bistået os gennem hele forløbet. Jeg og hele bestyrelsen ser frem til samarbejdet med Frauke, som vi jo allerede kender som en seriøs og engageret leder med blik for både den overordnede strategi samt det pædagogiske, og som kan forsætte det arbejde, hun allerede er en del af i ledelsen på VUC Vest og dermed sætte en stærk retning og vision for skolen.”
Anette Nicolaisen
Anette Nicolaisen

Frauke Siemer Jørgensen ser frem til at træde ind i rollen som rektor og den opgave, der ligger forude:

”Jeg er taknemlig for den tillid, som bestyrelsen og ansættelsesudvalget viser mig ved at udpege mig som ny rektor, og jeg glæder mig til at videreføre - men også videreudvikle - VUC Vest. Det er vigtigt, at vi fastholder den høje kvalitet, fagligheden og den attraktive arbejdsplads samtidig med, at vi står stærkt på uddannelsesområdet, så vi også i fremtiden er en del af løsningen, når der skal leveres uddannelse af høj kvalitet i lokalområdet. 

Jeg ser frem til samarbejdet med bestyrelsen, mine kolleger samt nye og gamle samarbejdspartnere om den opgave, der ligger forude.”
Frauke Jørgensen
Frauke Siemer Jørgensen