Fleksibel hf på VUC Vest giver adgang til drømmestudiet

23.06.2016
For fire år siden trådte Sara Kirstine Alvang Meier ind af døren på VUC Vest i Esbjerg for at tage hf enkeltfag, en fleksibel uddannelse, som giver mulighed for at sammensætte en fuld hf med de fag, som er nødvendige for videre uddannelse eller beskæftigelse.

"Jeg har været rigtig glad for min tid på VUC Vest. Jeg har oplevet en utrolig støtte fra både dygtige uddannelsesvejledere og kvalificerede lærere. Det, at jeg har kunne forme min hf, så det passede til mine behov som forælder, har gjort, at det var muligt at gennemføre den. Nu glæder jeg mig bare til at komme videre på universitetet, så jeg en dag kan blive helt færdig. " Fortæller en glad Sara Kirstine Alvang Meier.

Sara havde fra begyndelsen en drøm om at læse historie på universitetet, og var derfor målrettet i sine valg, og selvom personlige udfordringer undervejs har forlænget studietiden, kan Sara i dag kalde sig hf student med et flot karaktergennemsnit et pænt stykke over landsgennemsnittet.

Sara har på sidste år kombineret sine studier på VUC Vest med et enkelt nethold på Århus VUC for at opnå det sidste niveau, som er adgangskravet på drømmestudiet. Det er her, hun i dag netop har bestået sin eksamen i spansk A.

Ny fleksibel uddannelse på VUC Vest
Med fokus på den enkelte kursists progression, giver hf uddannelsen på VUC Vest muligheden for faglig og personlig udvikling, og fra næste skoleår lanceres en ny fleksibel enkeltfagsmodel med mulighed for struktureret og med tid til fordybelse at opnå en fuld hf i løbet af 2½-3 år.