Danske Bank underviste på
VUC Vest Vejen

17.01.2017

Samarbejde med lokale virksomheder

På VUC Vest i Vejen er der fokus på at skabe et større samarbejde med lokalområdet og dets virksomheder og samtidig skabe anderledes undervisning ved bl.a. at inddrage eksterne eksperter med stor viden på et bestemt område.

Det betød, at kursisterne fra Samfundsfag 0B på VUC Vest i Vejen tirsdag d. 17. januar 2017 fik besøg af Mark Naur og Ferdinand Jepsen fra Danske Bank. Ferdinand Jepsen er filialleder i Vejen- afdelingen, og Mark Naur kommer fra Danske Bank i København.

Som ekspert i samfundsøkonomi og renter mv. underviste Mark Naur bl.a. hf-kursisterne i, hvilken rolle banker spiller i samfundsøkonomien, hvad renter er, og hvad deres betydning er for samfundsøkonomien og privatøkonomien.  

Med udgangspunkt i hvordan samfundsøkonomien er lige nu, kom Mark Naur med konkrete og relevante eksempler på, hvordan renter har påvirket økonomien og påvirkes af økonomien.

Kursisterne var spørgelystne og stillede mange interessante og kritiske spørgsmål – og det er ikke sidste gang, at VUC Vest i Vejen vil benytte sig af muligheden for at inddrage eksperter fra virksomheder i lokalområdet i undervisningen.